1 år

Min lille bitte baby er pludselig ikke så lille mere. 365 dage har hun levet i den store verden - og vi ser frem til 32.850 dage endnu (90 år ;)).

I dagens anledning vil jeg fortælle om min fødsel - det er absolut ikke en skræmme historie og jeg gør det gerne igen (selvom mine første ord til besøgende i flere dage efter fødslen var "det gjorde SÅ ondt"). For ondt gjorde det absolut og ja, jeg troede virkelig at jeg skulle dø langsomt!

Fødselsberetning.

Skrevet d. 20. oktober 2009. Vigga var knap 1 måned gammel, jeg har IKKE ændret i det, heller ej ændret i grammatikken, det er lige på og ærligt hvad der skete.

Mandag d. 21. september:

Meget tidligt om morgenen var mit udflåd en anelse lyserødt og der var nogle røde ”streger”, jeg jublede og fortalte til kæresten at der nok skete noget snart. Han tog på arbejde, og ringede flere gange om der skete noget. Men der skete absolut intet resten af dagen, ikke ekstra plukveer eller murren, der var slet intet. Om aftenen var mit udflåd lyserødt igen, viste det til kæresten og han kunne godt se det.Ved 23 tiden gik kæresten i seng, jeg ville gerne se en film færdig så jeg blev i stuen. Mellem 23-24 kom den første ve, det gjorde ikke decideret ondt, men den var der.


Natten mellem d. 21.-22. september brugte jeg på at rende frem og tilbage fra sengen til toilettet, veerne startede ud med 7-10 mins interval og var milde, men i løbet af natten bed de mere og jeg måtte rejse mig hver gang for jeg kunne ikke ligge stille i sengen, intervallet blev længere og ved 3-4 tiden var der ca. 15 min imellem. I det tidsrum kunne jeg også mærke at fostervandet var begyndt at sive, men det skete kun når jeg sad ned, når jeg stod op var babyens hoved som en prop så der kom intet ud.



Tirsdag d. 22. september - 41+1:
Klokken nåede efterhånden 6.30 og jeg fornemmede at det nok blev i dag, så jeg gik i bad – det vækkede kæresten og han var MEGET forundret over at finde mig i brusekabinet, jeg sagde at jeg gerne ville have at han blev hjemme fra arbejde da jeg havde haft veer hele natten og vandet var begyndt at sive. Han sagde at han tydeligt kunne se at maven var blevet mindre, smallere og mere kantet – ligesom der manglede noget.


Intervallet mellem veerne var nu 20 min, så jeg var godt skuffet og gik i seng, sov lidt sporadisk mellem veerne.Vi havde en aftale på sygehuset ifm. en ”medicinfri igangsættelse” med hindeløsning og akupunktur kl. 13, vi talte lidt frem og tilbage om vi skulle ringe og høre om vi skulle komme eller tage direkte ind på fødegangen, eller måske bare blive hjemme. Vi valgte ikke at gøre noget og mødte op kl. 13.Veerne er stadig med 20 minutters interval.



På hospitalet

Vi ankommer kl. 13, men fik en besked på ”hvorfor er i dukket op”, der var kursus den dag og projektet var aflyst! Personalet mente at vi ikke bare kunne dukke op når vi ville, så vi skulle tage hjem og hvile og komme igen når jeg skulle føde, for jeg lignede ikke en der skulle føde.
Jeg blev rimelig sur, og sagde at jeg ville have en indvendig undersøgelse, bare for at vide om de ca. 12 timers veer har gjort et eller andet og om fostervandet er væk eller hvad.


Vi kom så til at vente 1,5 time, for ”jeg skulle jo ikke føde”! JM mærkede mig indvendigt, var åben knap 5 cm, og hun spurgte også hvorfor vi var kommet, for det kan man ikke bare. Hun var generelt meget ubehøvlet og sur over at bruge tid på mig, rigtig ubehageligt. Mens jeg lå med strimlen om maven bippede maskinen pludselig højt og den gik i stå, så da JM kom tilbage sagde hun at der ingen trækninger var at se på maskinen og at vi skulle tage hjem – jeg havde dog kraftige veer med ca. 3-5 mins. interval og kunne slet ikke ligge stille. Klaus bemærkede lige, at maven var blevet mindre, og hun svarede at det er fordi babyen er sunket, og at det ikke er pga. fostervandet!



Lidt senere kom der en anden JM, hun satte maskinen i gang (men efter 5 minutter røg papiret ud), da hun kom tilbage igen igen, ville hun lige mærke mig en sidste gang, hun sagde så at jeg var mere end 5 cm åben og fostervandet VAR forsvundet. Jeg havde rigtig mange veer og kunne slet ikke slappe af, det gjorde bare ONDT!

Hun sagde så de magiske ord; vi skulle slet ikke hjem, men have et barn i dag og da fostervandet forsvandt for 12 timer siden, skulle babyen ud inden for de næste 12 timer.
På med tøjet og vi fulgte hende over til fødegangen og fik en stue.

Klaus var meget sulten og smutter hurtigt i kiosken efter noget, han kommer tilbage med 6 forskellige poser bolcher som han guffer af under hele fødslen


(Skriver hvad der står i journalen samt hvad jeg husker)
Klokken 16.00

Inde på stuen fik jeg hospitalstøj og klyx, alt mens jeg havde veer med ca. 5 mins interval og 30 sek. varighed. Det var midt i vagtskifte så der kom en rigtig sød JM studerende (JMS) og JM, de spurgte om det var ok at JMS skulle hjælpe mig igennem fødslen, og jeg sagde ok til det, bare de kunne fjerne smerten. De griner JMS starter med at mærke mig indvendigt, og jeg er ca. 6 cm åben. Hun siger, at hvis jeg ikke bliver aktivt fødende snart, skulle jeg have ve drop.


16.15

skulle jeg tisse


16.35

kommer jeg på alle fire i sengen, fordi hovedet lå en anelse skævt. Shit det gjorde ondt og hæmmede vejrtrækningen meget, jeg blev panisk angst og sagde at jeg ikke ville mere.

På et tidspunkt spiste Klaus en ”Dronningen af Danmark” bolche og det stank bare grumt, at jeg blev kvalm og råbte til ham at han stinker.
Omkring samme tid går min kæreste ud af stuen for at få fat på tolken som skal være klar under fødslen.


16.55

veer med 2-3 min interval og varer 45 sek. Der står i journalen at jeg har tiltagende smerter og det havde jeg, troede absolut at jeg skulle dø en langsom og pinefuld død. Under veerne kunne jeg slet ikke koncentrere mig om vejrtrækningen, jeg sagde bare at det ville jeg ikke, jeg kan ikke mere og lignende. JMS og min kæreste måtte hele tiden sige at jeg skulle holde mund og trække vejret. Gu fanden om jeg ville trække vejret når det gjorde SÅ pisse ondt.

Jeg siger flere gange, at jeg aldrig aldrig skal have flere børn.


17.00

får jeg akupunktur som den eneste smertestillende, får nogle ”beroligende” nåle på issen og nogle ved halebenet (synes dog ikke at det hjalp en fløjtende fis ).


17.15

skulle jeg tisse igen kæresten går med ud, for jeg er helt panisk og gisper efter vejret og råber grådkvalt at jeg ikke kan forstå hvorfor jeg ikke får mere smertestillende, for jeg KAN simpelthen ikke mere. JMS kommer ud og siger træk vejret dyyyybt


17.20

står der i journalen at jeg er stærkt smerteforpint (ja tak!). JMS undersøger mig indvendigt for at se om der sker noget, og jeg er knap 10 cm åben, der mangler en lille kant. Hun foreslår at hun med fingrene holder på kanten så jeg kan få presset hovedet forbi denne, i stedet for at vente på at kanten ”forsvinder” af sig selv. Jeg presser lidt (uden at have presseveer) og hovedet kommer forbi.


17.23

begynder jeg at presse igen, uden at have hverken veer eller presseveer, skal bare have den unge ud. Fuck det gør ondt! JMS siger at jeg skal åbne min skjorte, hvis jeg vil have barnet op på min hud. Mellem veerne er jeg utrolig klar i hovedet og ser alt hvad der foregår.

JMS siger at jeg ikke må presse uden en ve, for jeg har så mange kræfter at jeg rent faktisk kan få hende ud og så vil jeg briste for meget. Jeg husker at tænke mellem veerne har jeg overhoved ikke ondt, kun lidt ubehag forneden, men det er absolut til at holde ud.

17.26
kommer den første presseve og hovedet kommer fint frem (står der i journalen), selv mærker jeg intet udover at smerten føles anderledes og knap så slem. Kæresten udbryder at han kan se noget af hovedet og håret! JMS spørger om jeg vil se i et spejl, det afslår jeg. Selvom jeg ikke har veer, presser jeg alligevel, jeg gider ikke smerten mere og vil have hende UD. JMS siger igen at det må jeg ikke.
Jeg får en presseve til og presser, JMS siger næste gang jeg får en ve skal jeg presse alt hvad jeg kan og så kommer hun ud. Jeg svarer, HVIS hun kommer ud, kæresten og begge JM griner, men jeg er helt alvorlig, kan slet ikke forestille mig at hun nogensinde vil komme ud. Under ve-pausen begynder hun at sparke op mod brystet og jeg siger vredt ”Nu sparker hun, dumme unge” og griner og så kommer der en ve.

17.36
med et ordentligt svup er Vigga født. Hun kigger på mig med store øjne og efter et par sek. vræler hun. JMS tjekker hende og spørger Klaus om han vil klippe navlestrengen, det tør han ikke rigtig, men jeg vil gerne, Klaus siger så at han vil klippe næste gang (jeg siger; næste gang?!?!?!). Vigga får 10/1 og 10/10 i apgar og er helt fri for fosterfedt. Et par minutter efter hun er kommet op på maven skider og tisser hun over det hele.
Presser let igen og så er moderkagen ude, den er lille, men ok fordi Vigga også er lille af størrelse.

Så ringer tolken, hun er netop ankommet til fødegangen, da det er en jeg kender, får hun lov til at komme ind og sige hej og tillykke. Hun går hurtigt igen.
Kæresten ringer til hans og min familie, og da alle bor inden for 10 kilometers afstand, går der ikke mange minutter før de alle står og venter.


Jeg er bristet lidt indvendigt og skal syes, men JM er i tvivl omkring en bristning et eller andet sted, så jeg skal tilses af en læge. Kæresten får Vigga som går ud med hende til familien som står og venter. Jeg skal tisse, og da jeg kommer ud af toilettet siger jeg, at jeg er meget meget svimmel, og så besvimer jeg i 6 sekunder, min kæreste (som er kommet tilbage uden Vigga) når at gribe mig inden jeg falder på gulvet og jeg lander på sengen, jeg husker at jeg når at drømme en af de drømme jeg havde under graviditeten og da jeg vågner, ser jeg JMs ansigtet først og aner ikke hvor jeg er, ser kærestens ansigt og så går det op for mig at jeg har født!



Jeg får ilt og vand at drikke. JM tjekker og jeg bløder kraftigt, jeg må ikke rejse mig op indtil jeg er blevet syet. Der går ca. 45 min fra jeg besvimede til lægen kommer, og i det tidsrum ligger jeg bare med blottet røv og er ligeglad. Vigga er kommet tilbage til mig og alt er godt.
Jeg bliver syet indvendigt med ca. 10 sting, bliver vasket og gjort i stand og så kommer familien ind og siger hej, og da jeg ser min egen mor blir jeg helt grædefærdig. Jeg har født!

Mens familien er til stede bliver Vigga målt og vejet 2760g og 49 cm. Og hun skider over det hele igen.

Klokken ca. 22 kommer vi ind på barselsgangen hvor Vigga og jeg er i 5 dage.Vigga få minutter og Vigga knap 1 år.