fredag, marts 22, 2013

Isolde 1 år - fødselsberetning

Min lille bitte Isolde har fødselsdag idag, hurra hurra. Lige som med Vigga, fik jeg skrevet en fødselsberetning et par dage efter fødslen.
Ærligt og uredigeret, Isoldes fødsel som (slet) ikke gjorde ondt ;)
 
***************************************************************************
 
Lidt forhistorie: jeg er igennem graviditeten blevet scannet flere gange, for at holde øje med babyens vægt, da Vigga havde en lav fødselsvægt. Jeg er blevet tjekket i hoved og røv, om der skulle være nogle indikatorer på hvorfor Vigga ikke var større.
Man fandt ikke nogen årsag og ved sidste scanning i uge 35, fik jeg at vide at babyen ville ligge på omkring 34-3500g ved terminen.

Jo mere vi nærmede os terminen, jo mere nervøs blev jeg for, at hun skulle tabe sig i maven alligevel, og blev sendt til ekstra scanning i uge 39 vægten sagde 3065g, så det var rigtig fint. Men jeg kunne mærke inderst inde at jeg ikke havde det godt med at gå lang tid endnu, ville bare have hende ud hurtigst muligt.

Tiden gik og ved JM besøg 40+5 kunne min JM ikke lave en hindeløsning på trods af at jeg var ca. 2-3 cm åben, min livmoderhals var for lang (ca. 3 cm). Jeg var meget skuffet og blev rigtig ked af det da jeg kom hjem og endnu mere nervøs for at gå længe. Babyen blev dog skønnet 3500g af min JM.
 
Den 20. marts
Jeg var 41+3 skulle jeg til tjek på sygehuset, fik en god snak med en erfaring JM omkring min nervøsitet for vægten, hun skønnede igen babyen til de 3500g og kunne uden problemer lave en hindeløsning, jeg kunne stort set ikke mærke noget.
Fik en tid til igangsættelse 3 dage senere, hvor der var en lille sandsynlighed for at de bare ville tage vandet, og var fint afklaret med at det nok endte med at hun skulle tvinges ud.

Den 21. marts
Jeg fik nogle plukveer i løbet af natten, som bed virkelig at jeg vågnede af dem, fik gennemsnitligt 1-2 i timen, så jeg fornemmede at der ville ske noget inden for de næste par dage.
Om morgenen sagde jeg til kæresten at babyen nok kommer ud samme dag eller måske dagen efter, men ingen stress. Han tog på arbejde, med lovning om at han kunne være hjemme i løbet af 15 min. Vigga blev afleveret som vanligt.

Jeg brugte dagen på at rydde op og gøre rent (for 4.542 gang), der blev længere og længere imellem plukveerne, men jeg trøstede mig med at sandsynligheden for at de ville kunne tage vandet til igangsættelsen nok var temmelig stor og jeg slap for stikpillerne.

Kæresten kommer hjem og Vigga bliver hentet, vi går i gang med lidt oprydning i haven (plukveerne er efterhånden aftaget helt), svigerforældrene har inviteret os og svigerinden + familie til aftensmad, hvilket jeg synes er helt fantastisk da jeg har gået rundt hele dagen og regnet med en snarlig fødsel så har ikke tænkt på aftensmad, vi slutter havearbejdet ved 17 tiden.

Kæresten går ud på toilettet og Vigga er hos svigerforældrene som bor ved siden af os, jeg sætter mig for at sy lidt så jeg kan få ryddet symaskinen væk fra vores spisebord. Pludselig mærker jeg et smæld i underlivet og rejser mig, tænker om det var vandet som gik - men jeg mærker ikke noget vand.
Jeg går ud på toilettet (hvor kæresten stadig er) og siger at jeg bliver nødt til at tjekke om vandet er gået, i det jeg bevæger mig begynder det at sive temmelig meget og jeg er slet ikke i tvivl - det løber langs benene ned i sokkerne og er helt klart.
Jeg går i bad og tager et bind på, hvis der skulle komme mere. Vi aftaler at ringe til fødegangen når vi har spist.

Inden vi sætter os til bords pakker jeg taskerne færdige og sætter det hele frem, vi fortæller de andre at vandet er gået og snakken går lystigt om jeg nu skal føde og hvem der kan have Vigga resten af aftenen/natten og de næste par dage.

Under måltidet kan jeg mærke at det niver mere og mere, og jeg ved nu har jeg har små veer, men det gør slet ikke ondt ondt, ved 19 tiden får jeg nok af deres snak og går ind til os selv og slapper af på sofaen. Jeg sender en sms til tolken om, at vandet er gået og vi formentligt tager ind på sygehuset i løbet af aftenen, vi aftaler at jeg skriver igen når vi kører mod sygehuset, så hun er klar når de ringer (det skal være sygehuset som ringer, da det er dem som skal betale).

Mine (små) veer er meget uregelmæssige og kommer mellem 2-10 minutter, og varer ca. 30-40 sekunder. Jeg ringer til FG og aftaler med dem, at jeg ser tiden an 1 time og skal ringe igen hvis der sker noget.
En time går og der er ingen ændring, veerne er aftaget lidt i hyppighed men gør mere ondt. Jeg har en meget kort lunte og magter slet ikke at få Vigga i seng, så svigerinden overtager putning af hende. Kæresten og jeg hviler sammen i vores seng, velvidende om at det bliver en lang nat.
Kl. 21 ringer jeg igen og fortæller, at der ikke er sket nogen ændring, men de vil gerne have at jeg kommer ind til tjek, så vi tager det stille og roligt siger farvel til familien og til Vigga, runder tankstationen på vejen og får fyldt op med benzin og diverse drikkevarer.

Kl. 22.00
Ankommer vi til fødegangen, vi får den samme stue som jeg fødte Vigga. Jeg er virkelig overrasket over at der er så mange dimser og ting i sådan en fødestue, det lagde jeg slet ikke mærke til sidst og kigger længe rundt.

Vi står og snakker med JM omkring tolkens rolle og hvor meget jeg kan forstå/høre. Jeg er faktisk lidt flov over at være kommet, for de har åbenbart lidt travlt og jeg har ikke særlig ondt under mine veer, mit bind er også knastørt undtagen en smule blodigt slim, men nu er vi her og jeg er sikker på at vi ikke kommer hjem uden en baby. Jeg bliver undersøgt og er kun 4 cm åben. Jeg er næsten grædefærdig da det betyder at vi får en laaaang nat, kæresten er også temmelig øv - men det mest fordi han er træt. Med tanke på at det gik hurtigt sidst, får vi lov til at blive på fødestuen.

Jeg siger at jeg gerne vil have klyx på et tidspunkt, da jeg kan mærke at jeg tit skal på toilettet.

JM kommer og går, for at se hvordan jeg/vi har det, veerne er stadig uregelmæssige, og er ikke så slemme. JM siger at det ikke altid betyder at fødslen tager lang tid hvis de er uregelmæssige, men jeg er temmelig pessimistisk og er sikker på at det komme til at tage timevis.

Kl. 22.45
JM kommer ind med en scanner, da hun pludselig er i tvivl, om det nu også er hovedet som ligger nederst. I samme øjeblik ankommer tolken.
Scanneren viser (heldigvis!) at hovedet ligger nederst, og JM er glad for at hun ikke skylder sin afdeling kage ved forkert gæt. Haha.

Vi aftaler at tolken skal vente i opholdsrummet og komme ind, hvis der er behov for det, for det bliver en lang nat for os alle.

Kæresten sidder og små sover i lænestolen, mens jeg ligger på briksen med tæppe og dyne på, af en eller anden årsag ryster jeg lidt og ved ikke om det er af spænding eller af kulde. Jeg har stadig uregelmæssige veer, men med kortere interval og skal tænkes en smule over vejrtrækningen.

Jeg husker, at jeg undrer mig lidt over, at jeg er så klar i hovedet, har masser af energi og spørger kæresten om alt muligt ift. Viggas fødsel - om den og den dims i fødestuen også var der (bl.a. badekar, som jeg var sikker på ikke var der sidst).
 
Kl. 23.00
Jeg får klyx og noget skifte tøj.

Kl. 23.30
JM kommer ind og siger at der er vagtskifte kl. 00, og at hun måske bliver ud på natten da der er run på. Men hun vil lige undersøge mig og så vende tilbage inden 00, om hvad det bliver til.
Jeg bliver undersøgt og er nu 6 åben, hun siger at hovedet har rykket sig en hel del nedad og at det er godt.

Skal på toilettet igen igen og da jeg sidder på wc'et er jeg øv over at jeg kun er 6 cm åben, men nu bliver vi i hvert fald ikke sendt hjem. Mine veer bider mere og mere, men jeg siger til mig selv, om lidt bliver det meget værre, og SÅ skal jeg have noget smertestillende af en art!
Kæresten joker med at jeg sikkert har født inden der er gået 1½ time, og jeg svarer surt at han ikke må sige sådan noget, hvis jeg kun er 6 cm, kan der gå længe endnu. Så jeg mener at han nok skal satse på en 4-5 timer endnu. Mindst!
 
JM kommer tilbage og siger at hun bliver på sygehuset, men på en anden stue, hvor den fødende har været i gang i lang tid, så der kommer en anden JM.

Kl. ca. 00.00
Der kommer en sød JM og en lige så sød JM studerende ind, vi får præsenteret os, vi snakker lidt løs og fast om Viggas fødsel og vægt - de mærker på maven og skyder hende til omkring 3 kg. De sikrer sig også at trods Viggas lave vægt, var hun helt som hun skulle være og der har ikke været efterfølgende men.
 
De bliver på stuen og snakker med os, det er virkelig sært at have 3 sæt øjne kiggende (stirrende!) på en når man får en ve, jeg blev helt pinlig berørt. Jeg skal tisse og håber på at komme derud og tisse og tilbage inden der kommer en ve, for ved sidste fødsel husker jeg at det var meget ubehageligt at sidde på toilettet med en ve. Jeg når det ikke helt og får en ve, da jeg er færdig med at tisse, jeg står/hænger over babybordet under veen - det var vildt ubehageligt og havde det klart bedst med at ligge ned.

Kæresten er begyndt at tage tid, og siger at der er ca. 2 minutter mellem, men han sagde også at det virkede som at de ikke gjorde særligt ondt? Hvilket han havde ret i.

I løbet af tiden får jeg 2 veer som virkelig virkelig bider til, i det øjeblik huskede jeg følelsen fra sidste gang; NU dør jeg langsomt. Under en af veerne mærker jeg meget tydeligt at hovedet rykker ned.

JM siger at de gerne vil undersøge mig snart, for at se om der er sket en fremgang. Jeg tænke at jeg nok snart skal bede om noget smertestillende, og overvejer lidt hvad jeg kunne tænke mig :-D
 
Kl. 00.40
Jeg ligger på siden og taler lidt med kæresten, jeg kan ikke huske hvad vi talte om, men lige pludselig midt i det hele presser jeg.

Det går op for mig bagefter at jeg har fået presseveer og er meget meget bange for at det er for tidligt, jeg kan SLET ikke holde tilbage og presser mens jeg råber gentagende gange til JM at de skal holde på hende. For jeg er helt sikker på at jeg ikke er åbnet nok og vil ikke have at jeg brister helt vildt.

Jeg forsøger at holde tilbage og er helt panisk, råber at jeg nok skal på toilettet og at de skal holde på hende (og en hel masse andet som jeg ikke husker), det går pludselig stærkt og JM siger at hun bliver nødt til at undersøge mig, hun flår mine trusser af mens jeg stadig ligger på siden - jeg er så bange for at sprede benene, da jeg synes at jeg bedre kan holde hende ind ved at holde benene samlet.

Kæresten prøver at berolige mig og siger at jeg skal trække vejret, men jeg er fuldstændig ligeglad med den skide vejrtrækning, bare de holder hende inde. JM får kigget og siger at jeg er 10 cm åben, så jeg må gerne presse!!!
Jeg husker, at jeg tænker at jeg ikke må presse for voldsomt, så sprækker jeg og tager et par vejrtrækninger, presser lidt uden at have fået endnu en presseve og kl. 00.45 er lillesøster født.
 
Det første jeg udbryder er; "sikke en stor baby"... Lillesøster var 3430g og 52 cm.

Hun har navlestrengen som en slynge om arme og hals, som hun får af, kommer op på maven, og er helt blå og lidt stille, JM får lidt mere gang i hende og siger at hun er blå fordi det gik så hurtigt. Jeg er helt fortumlet over at hun er ude, og siger at det slet ikke gjorde ondt, spørger om jeg er gået meget i stykker - men det tjekker de først lidt senere.

Moderkagen bliver født og er helt fin, de tjekker lillesøster, kæresten klipper navlestrengen. Og jeg bliver tjekket - skal slet ikke syes, har kun fået 2 små hudafskrabninger?!

Kl. ca. 01.30 kommer jeg i tanke om tolken som sidder i opholdsrummet og venter, sender kæresten derud og siger at han skal sende hende hjem igen.
 
Vi får noget saft og noget at spise, men jeg er slet ikke sulten, kæresten tvinger dog noget mad i mig, da jeg besvimede efter sidste fødsel og det skal han ikke nyde noget af igen.

Kl. ca. 03.30 bliver jeg kørt på barselsgangen og kæresten tager hjem, for at være der når Vigga vågner. Jeg får tilbudt at være på barselsgangen 1 døgn, som jeg tager i mod for at indhente nattesøvnen og lige finde ud af om lillesøster kan amme osv. Kæresten kommer igen med Vigga hen ad eftermiddagen, og hun er helt skudt i hende.

Det hele gik så stærkt til sidst, kæresten og jeg morer os lidt over, at jeg slet ikke nåede at svede :-D. Jeg har efterfølgende været lidt paf over, at jeg er kommet mig så hurtigt - sidste gang var jeg øm i hele kroppen i hvertfald 1 uge, især i endetarmen og brysterne, som i øvrigt levede deres eget liv med sår som ikke ville hele, en umættelig baby og jeg ved ikke hvad.
Denne gang har jeg højest haft ondt i maven/livmodeen hvis jeg har gået for meget i de første par  dage.
På hospitalet med Vigga på besøg

2 dage gammel

10 mdr.
 
Lidt grumsede mobil billeder.
Fra i søndags, hvor en veninde kom forbi med en gave.
 
Storesøster, som efterhånden er blevet en stor storesøster.






4 kommentarer:

Maddy sagde ...

Det er lige præcis sådan en beretning man skal læse som nervøs førstegangsfødende, for sådan kan det også gå. Dejlig læsning! og at hun var lige som hun skulle være. Og sikke nogle kønne kønne piger!!

Klejs sagde ...

Sikken fin fødselsberetning. Det er en smuk pige du har der, to smukke piger faktisk.

Er helt misundelig på forløbet. Det kommer jeg ikke til at opleve. Men har fået det så meget på afstand at jeg kan nyde at jeg trods alt fik to meget fine drenge ud af anstrengelserne og ingen fødselsdepressioner.

Michelle Martlev sagde ...

Det er ret spændende! Jeg har altid fundet det interessant, at høre om fødsler. Jeg synes dog også, at det er lidt uhyggeligt. Der kan jo ske så mange ting! Men Isoldes lyder nærmest.. overraskende anerledes, i forhold til mange andre beretninger om fødsler. ;-)

Silja sagde ...

Guudd.. hun ER blevet så stoooorr!! OMG hvad er jeg gået glip af?! Hun ser så dejlig ud og nyder vist at være STOREsøster? ;-) Isolde ser dejlig ud med sit store smil og hun har fået fint hår! En god fødsel må man sørme sige! Gad godt have sådan en, når jeg engang skal have nr 2 ;-)